… men ikke desto mindre synes jeg alligevel, at man lige så godt kan skrive lidt på en webside, når man nu har købt plads hos en webudbyder. Samtidig har jeg altid syntes, at det er smule ubeskedent, at blamere sig med sine udskejelser på nettet, for alle at se og læse. Der er bare så mange, der gør det og rigtig mange, som skriver forfærdende ting. Skal jeg dele noget af mig selv på nettet, må det blive mit lille forsøg på at danne en modvægt til den overvældende mængde af ubehageligheder, man mødes af på sociale medier.

Nu er det ikke fordi, jeg altid er positiv eller har alle de rigtige meninger. Den vildfarelse er jeg heldigvis vokset fra. Jeg har heller ikke patent på den gode smag eller den perfekte livsførelse. Så tag mit indlæg med respekt for, at vi alle oplever verden med vores egne briller. Mine briller forsøger at tage højde for bygningsfejl og så vidt jeg forstår på min optiker, så ser jeg verden lidt på hovedet med det ene øje. Det kan godt præge min oplevelse af det, der rammer mig i dagligdagen, at det hele ses i flere vinkler, men jeg føler mig nu privilegeret. Hellere være lidt rundtosset end se skævt til alle.

Derfor kan du risikere, jeg skriver noget om en verserende sag, som forekommer helt skævt og måske ligefrem ramt ved siden af det, du oplever som sagens kerne. Måske har jeg helt misforstået sagen? Måske. Men det kan også godt være, jeg bare synes, vi i vores iver for at have den rigtige holdning, helt har glemt nogle af de andre ting, der hænger sammen med den sag. Noget som forsvinder i debatten, men som jeg kan synes, burde fylde lidt mere. Det kan også ske, jeg synes, vi trænger til at få sagen i rette perspektiv. Nogle af de debatter, der fylder i dagens Danmark er for mig at se bagudskuende og handler kun om, at beskylde nogen for at gøre noget forkert og stikke en kæp i hjulet for den vej, vedkommende gerne vil.

Jeg vil meget gerne forsøge at være konstruktiv uden at glemme historien. Man må kunne deltage i sin omverden og gøre det i fællesskabets ånd og med respekt for hinanden.

Dette er mit bud.

Velkommen til.